En ganske almindelig lejr

Forlaget skriver: Sammen med tusinder af franske, polske og russiske kvinder sad den unge Micheline Maurel fra Toulon i henved to år i Neubrandenburg, en "filial" til den berygtede Ravensbrück-lejr - og hvor fangevogterne var mindst lige så rå og sadistiske. Forfærdende mange af Michelines kammerater blev pint og sultet ihjel under oprørende omstændighederne; tilsidst var hun også selv kun et omvandrende skelet, hårdt angrebet af dysenteri og vansiret af væskende sår, men trods dette pisket til 14-16 timers hårdt dagligt arbejde på en kost hovedsagelig bestående af roer.

Da dette genfærd af et menneskeligt væsen som ved et mirakel endelig nåede levende hjem til Frankrig lød folks skamløse spørgsmål altid: "Sig mig, blev De så voldtaget?", "Led De meget?", "Fik De klø?", "Blev De pint?", "Er De blevet steriliseret, hva'?", "Havde De ikke andet tøj?", "Jamen, hvad så, når De have Deres månedlige?".

Man må give François Mauriac ret når han i sit flammende forord skriver, at individer, der kan spørge sådan, er de samme som dem, der udfærste pinslerne: Mænd og kvinder, som har mistet bamhjertighedssansen, fordi de har glemt at de har en sjæl.

Først tolv år efter skrev Micheline Maurel sin bog. Måske er dette forklaringen på at den er så blottet for had. Men så meget desto dybere ætser de mange kvindeskæbner i denne gribende og sandfærdige beretning om "en gangske almindelig lejr" sig ind i læserens bevidsthed.