Krise til opstand

Krisen er dyb. Uanset hvad der sker, vil den næste periode blive barsk. Økonomierne i USA og Europa er i krise, og eksportøkonomierne i Sydøstasien er også begyndt at mærke situationens alvor. Overalt er det arbejderne, der betaler prisen for krisen. Den bliver socialiseret, og der bliver skåret i velfærdsydelserne. Samtidig bliver krisen brugt som løftestang til at fjerne hårdt tilkæmpede rettigheder. Kapitalen har med andre ord skruet op for klassekampen, den kører nu i højeste gear.

Men proletariatet er begyndt at røre på sig. Revolterne i Mellemøsten og Nordafrika har udfordret den nuværende verdensorden og dens opdeling af verden, og de indignerede i Sydeuropa og besættelsesbevægelsen i USA forsøger at udvide protesterne. Selvom diktatorerne er blevet væltet i Tunesien, Ægypten og Libyen, tager utilfredsheden blot til i styrke. Det samme er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor befolkningerne med stor energi afviser spareplanerne. Det samme gør studenter i Chile og Canada. I Syrien raser borgerkrigen. Og i Kina vokser antallet af strejker. I Tyrkiet afviser de unge Erdogans neoliberale ‘succes’, og i Brasilien har ‘de farlige klasser’ indtaget gaderne. Der er stor forskel på protesterne, de er i udgangspunktet defensive i Vesten og offensivt reformistiske i andre dele af verden som Kina, men der er blevet brudt hul i det neoliberale verdensbillede.

Klassekampen er ikke længere en ensidig affære. Den gamle muldvarp er igen i bevægelse.